The Mandies 1965-68

Mit første band – ja faktisk vores første band!

Preben Hultgren – trommer
Lars Høj – bas
Jan Moth Iversen – lead guitar
Ole Kjellerup – sang/rytmeguitar

Vi spillede i 1965-1968 og havde rimelig succes på Fyn.

Sidste nyt  i 2024 🤩😎:

Vi har i 2024 spillet i forbindelse med 2 meget vellykkede arrangementer:
1) En koncert på Dexter ifm “Rock med Rynker”.
2) Kombineret koncert og (underholdende) foredrag med billeder og historier fra tiden som ung i 60’erne med drømme om at være en del af den store musikalske revolution, pigtrådsmusikken!

Og vi kan igen hyres til et lignende arrangement – hør nærmere på 29 63 10 38.


Den korte historien om The Mandies:
Vi spillede fx i den legendariske Odense Juniorklub, som lå på bagsiden af Folketeatret(aka “Flod-bio”, som var biograf på den tid. Juniorklubben var styret af den ikoniske Vagner Vermod, som havde denne klub som et livsprojekt. Dengang forstod vi nok ikke hvilken betydning klubben havde for os unge, men vi forstod, at det var forbundet med en vis anerkendelse, at vi fik et spillejob der!!! Så det var helt fint, at vores hyre kun var 80 kr.

Vi spillede også i vores “egen” lokale ungdomsklub i Hjallese. Jeg havde vi tidligere set, hørt og oplevet andre af Odenses store bands, som fx Les Man og mange andre. Det var fx her jeg for første gang oplevede, at en guitarist spillede med wah-wah pedal. Det var, såvidt jeg husker, Jacksons Garden, der spillede den ikoniske sang “Pictures of Matchstick Men” med Status Quo. Guitaristen havde en WAH WAH pedal til at spille det kendte riff hvor wah-pedalen var tydelig – og lød helt fantastisk. Så der gik ikke mange dage så havde jeg også en… af mærket Höfner!

Det var også her i Dalumklubben, vi fik kontakt til Lars Høj, som blev The Mandies’ super-seje bassist!

I 1986 og ’87 blev der afholdt arrangementer i hhv Allerup G. Have og på Badstuen hvor forløberen for Rock med Rynker – “Rock MOD Rynker” afholdt koncerter med de gamle 60’er-bands fra Odense. Vi faldt jo klart ind under kategorien, selv om vi var lige en anelse yngre end dem, som vi selv så op til: Les Man, Jacksons Garden, Les Amis, Burtons, Space-Makers, Shamerocks, osv. Men vi var naturligvis med og blev gendannet for en kort stund. Og det lykkedes igen at blive samlet for nyligt til arrangementer ifm Rock med Rynker i 2024 og 2025!